dervarengang

Den 23. februar 1902 blev min far, Christian Larsen, født på Elsborg Møllegård som søn af gårdejer Ole Larsen og hans kone, Anne Larsen, født Søgaard-Olesen. Elsborg er en landsby, som ligger nogle få kilometer uden for Rødkærsbro i Midtjylland. Der blev i alt 4 børn på gården, far var den næstyngste. Her voksede de op og havde det godt.
    På gården var der kreaturer, og derfor blev det somme tider nødvendigt at sende bud efter dyrlægen. Når han kom susende på sin flotte motorcykel, stod min far og så beundrende til. Sådan en motorcykel ville han også have, når han blev stor, bestemte han. Men så måtte han jo blive dyrlæge. Og det blev han så.
    På gården var der rig lejlighed for børnene til at tumle sig, bl.a. i stalden og på høloftet. En dag faldt far på hovedet ned fra lemmen i høloftet og slog sig bevidstløs. Lægen blev tilkaldt. Tjah, sagde han, det var jo ikke så godt. I hvert fald, hvis der kom blod ud af ørerne, så var der nok ikke noget at gøre. Så kørte han igen. Lidt efter kom der blod ud af ørerne, og bedstemor og bedstefar blev skrækkeligt bange. Bedstefar spændte hestene for vognen, forede den med halm og puttede far i den, og så kørte han de 6-7 km til Kjellerup sygehus med ham. Men der var alligevel gods i far, han kom sig uden mén.
    Fra Kjellerup Realskole tog han realeksamen, og så drog han som 16-17-årig til København for at læse til dyrlæge på Landbohøjskolen. Da han havde fået sin eksamen, kom han til Vinderup som assistent hos den stedlige dyrlæge, og her traf han mor, der var datter af stationsforstander Sofus Knudsen og hans kone, Anna Knudsen (født Clausen). Mor arbejdede på kontoret på stationen hos sin far, og i sin fritid spillede hun klaver og tegnede. Hun var meget dygtig til at spille klaver og spillede somme tider til bal og som akkompagnatør.

Sofus Knudsen og hans kone havde otte børn, og heraf var mor den næstyngste, hun blev født d. 7.12.1895. Mor blev den, der kom til at leve længst af alle børnene, hun blev 87 år.
    Sofus Knudsen, stationsforstanderen i Vinderup, var en mand med temperament. En dag holdt der et tog, som skulle sendes af sted, og bedstefar stak hovedet ud af vinduet, vinkede med armen og råbte: Kør!
    Men nu var der altså en regel, der sagde, at stationsforstanderen skulle komme ud på perronen med sit "spejlæg", når et tog skulle køre, ellers gjaldt det ikke. Så toget blev holdende. Bedstefar syntes, det var noget pjat, han stak hovedet ud igen og råbte: Kør så!
    Men nej, togføreren ville holde sig til reglerne, han blev holdende. Så stak bedstefar hovedet ud for tredie gang og brølede: Så kan I sgu blive holdende, til I rådner!
    De havde også en stær, der holdt til i et af de store træer ved stationen i Vinderup. Nu er stære gode til at efterligne lyde, og den havde efterhånden lært at fløjte afgangssignalet, så den sad oppe i sit træ og sendte togene af sted.

Tante Gerda fra Struer, som var gift med mors bror, onkel Volle, har givet mig et gammelt udklip fra en avis. Det er udateret, men det lyder sådan her:

"Danmark. Den kendte Skakspiller og Opgaveforfatter, pens. Stationsforstander S. Knudsen, Vinderup, er afgået ved døden, 77 år gammel. Den Afdøde var overordentlig interesseret i Skakkens Udvikling og udrettede et stort og uegennyttigt Arbejde. I Skakbladet er flere af hans opgaver blevet offentliggjort, og desuden var han kendt som en meget stærk Løser. Han var en jovial beskeden Mand og efterlader sig kun Venner. En søn af den Afdøde, den kendte Opgaveforfatter Ejnar Knudsen, Holstebro, døde for et Par År siden."

Da vi var børn, brugte man ikke betegnelserne mormor og farmor, så mormor hed "bedstemor-i-Vinderup", og farmor hed "bedstemor-nede-i-byen" (hun boede i samme by som os). Når vi havde fødselsdag, bagte "bedstemor-nede-i-byen" en kage til os. Den kaldte vi en "dametaske", det har nok været en Dagmar-tærte.

Tilbage til 1928, året hvor far og mor blev gift. Far havde nu fået arbejde på Samsø og flyttede derover, mens mor blev i Vinderup og ventede på, at far fandt noget, de kunne bo i.
I februar blev deres første barn født, en pige, som de døbte Birgit, men som aldrig blev kaldt andet end Ditte. Imidlertid var det en isvinter det år, det var umuligt at komme fra Samsø over til fastlandet, så der gik lang tid, før far fik Ditte at se. En dag købte far et hus i Tranebjerg, og mor flyttede over til ham. De blev på Samsø til omkring marts 1933, så flyttede de til Rødkjærsbro, hvor far havde købt en praksis med hus og have for i alt kr. 30.000.

I mellemtiden havde de fået en søn og en datter, drengen blev døbt Arvid og pigen Anna. Sidstnævnte var mig, jeg var 1 måned gammel og blev transporteret i en vasketøjskurv, da vi flyttede fra Samsø. Jeg blev aldrig kaldt andet end Pira de første mange år af mit liv. Det var min bror, der gav mig det navn, han skulle sige 'lille pige', men sagde 'lille Pira'.
    Far og mor var havemennesker, og aldrig har jeg set så dejlig en have som den i Rødkjærsbro. Øverst oppe ved huset var der en række syrenbuske, der vældede ud over det hvide stakit ud mod Nørregade. Bag dem var der rhododendron, dernæst rosenbede med grusgange imellem. I et hjørne omkranset af hække var der et springvand og en stensætning med blomster i dejlige farver. I springvandsbassinet levede der tudser og frøer, dem var der mange af på den tid. Om aftenen kunne man høre dem kvække oppe i mosen, hvor storken spankulerede rundt på sine lange røde ben. Dengang var storken ikke noget særsyn, det var en ganske almindelig fugl. Det var først, da man begyndte at bruge DDT og alle de andre giftige stoffer i landbruget, at tudser og frøer forsvandt og dermed storken, som nu ikke mere havde noget at leve af.
    Længere nede i haven var der frugttræer. Der var mange forskellige slags æbler, bedst husker jeg træet med de lækre gule augustæbler, de var tidligt modne og smagte himmelsk, allerbedst, når man sad på en gren oppe i træet og lige havde plukket æblet af træet. Der var gråpærer og Grev Moltke-pærer, blommer og kirsebær, der var et drivhus med tomater og gule og blå vindruer, der var ærtebede og jordbærbede, og nederst i haven ud mod Stationsvej var der rækker med ribsbuske, stikkelsbærbuske, solbærbuske og hindbærbuske. Til os børn var der en græsplæne med gynge, ringe og trapez.
    Nu er haven væk, og der er bygget ældreboliger over hele arealet, og sådan ændrer alting sig jo - men der var engang en have, den dejligste i verden.

Rødkjærsbro var en lille stationsby med nogle få hundrede indbyggere. Gennem den løb landevejen fra Viborg til Århus, men det var nu ikke til nogen større gene, der kom sjældent en bil, for det var kun et fåtal, der havde bil dengang. Omtrent midt i byen skar jernbanelinien tværs over gaden. Når der skulle komme et tog, gik bommene ned, mens nogle klokker klemtede advarende. Jacob Paludan skriver et sted, at han havde set sådan en stationsbygade i et glimt fra et tog, da han kørte forbi en regnvejrsaften. Han havde undret sig over, at det kunne lade sig gøre at leve sådan et sted. Men det kunne det godt. Hvor der er mennesker, vil der altid være liv og drama.

Jeg gik en sommerdag og tullede rundt i gården. Jeg har ikke været mere end ca. tre år. Jeg kan se den solbeskinnede gårdsplads med de toppede brosten for mig, tørrestativet med de rustrøde jernstolper, sandkassen bagved. Så kom der en stor skrubtudse vraltende hen imod mig. Jeg husker, at jeg ville se, hvordan sådan en så ud indeni, så jeg satte en fod på den og trådte til. De blegrøde indvolde væltede ud af den, og jeg blev så forskrækket, at jeg pilede op til mor i køkkenet. Men synet har jeg aldrig glemt. For ikke så længe siden gik jeg tur med min lille sønnesøn, Jannik, på tre år. Vi fik øje på en snegl, der kravlede afsted inde under hækken, og Jannik satte foden på den og trådte til, han ville nok se, hvordan sådan en så ud indeni.

Vi havde det meget frit som børn. Der var ikke meget, vi ikke måtte. En af vores gode lege var at tage sengetøjet fra fars og mors senge og skiftes til at smide det i hovedet på hinanden oppe fra balkonen over entreen. Der var ligesom en slags balkon oppe på 1. sal. Det var herligt at få sådan en dyne i hovedet. Det må have støvet en del, men der var aldrig nogen, der sagde noget til det. Det har nok også været svært at holde styr på fem børn. Når mor havde givet gulvet i entreen bonevoks, forsynede hun os unger med gamle uldsokker, og så skøjtede vi rundt og morede os, og gulvet blev fint bonet.

Vi kom tit med far ud på gårdene, når han skulle se til nogle dyr. En sommerdag, da jeg var omkring en 4-5 år, var jeg med far ude på en stor gård, Palstrup Hovedgård Vi stod på gårdspladsen, far stod og talte med proprietæren, det var bagende varmt, og jeg så, at jorden havde slået revner af tørken, og på taget stod en stork på ét ben med sit lange røde næb. Jeg havde fået fortalt om "De varme lande", hvor det var så varmt og tørt, at jorden slog revner, og hvor storken boede, og pludselig faldt det mig ind, at det nok var der, vi var kommet hen. Jeg rykkede far i hånden: "Far, er det her De varme lande?" Det lo de meget ad.

Om sommeren drog vi afsted på cykel til Lilleå. Den løb gennem en eng ca. en 3 km fra byen. Der kunne vi tilbringe hele dagen med at bade. Der var ikke en sjæl i nærheden til at holde øje med os, men heldigvis skete der aldrig nogen ulykker. Jeg havde lært at svømme hos frk. Neerholt i Viborg på badeanstalten i Nørresø, Kærvænget hed den. Frk. Neerholt havde også danseskole om vinteren omme på Afholdshotellet i Rødkjærsbro, "Avsehotellet" kaldte vi det. Vi gik allesammen på danseskole, mere eller mindre, jeg gik der i hvert fald i mange år. Vi lærte alle de gængse danse, foxtrot, engelsk vals, Rheinländer, og hvad de nu allesammen hed, det er ikke noget, man danser mere, men dengang gjorde man.

Det er egentlig underligt, at der ikke skete os noget. Engang var der også nær sket mig noget, da var jeg vel en 5-6 år. Det var en vinterdag, jeg stod henne på stationen på perronen og ventede på, at 4-toget skulle komme, det var en af dagens begivenheder. Der var isglat på perronen, og pludselig så jeg, at der var en mægtig god glidebane fra perronen ned på skinnerne. Jeg tog tilløb og gled lige ud på skinnerne. Der lød et gisp fra hele forsamlingen, der stod og ventede, og da jeg vendte mig om, så jeg toget komme brusende få meter borte. Jeg snurrede rundt og løb op på perronen igen, og der var nogen, der strakte hænderne ud for at hjælpe mig. Et sekund efter kørte toget hen over det sted, hvor jeg havde stået. En jernbanemand kom farende og skældte mig ud, og jeg løb hjem i en fart. Jeg ved ikke, om mor nogen sinde fik det at vide, hun har aldrig omtalt det.

Det første, jeg husker, er fra et hospitalsophold, jeg havde som 3-årig. Det husker jeg, som var det i sidste uge. Til gengæld kan jeg ikke huske noget fra den dag, jeg blev syg, men det har jeg fået fortalt. En dag kom jeg pludselig op fra haven og græd og sagde, at jeg ville i seng. Så blev jeg puttet i fars og mors seng. På et tidspunkt hørte mor, at jeg var på potten og tisse. Dengang havde man en natpotte stående under sengen. Vi havde ganske vist et rigtigt træk-og-slip, men det var helt nede i kælderen, og om natten var der ingen, der havde lyst til at gå derned i mulm og mørke, så man brugte potten i stedet. Mor gik så op for at se, hvad der skete, og hun fik et chok. Det jeg havde tisset, var helt sort af blod. Så blev der sendt bud efter lægen i Ans, der var åbenbart ingen læge i Rødkærsbro på den tid, eller også havde han fri. Lægen kom og sendte straks bud efter ambulancen, og så blev jeg indlagt på Viborg Sygehus. Det var nyrebetændelse, og det var en alvorlig sag dengang, penicillinet var ikke opfundet endnu, så den slags måtte ens eget immunsystem klare.
En dag kaldte overlægen far og mor ind til en samtale og forklarede dem, at der skulle ske et mirakel, hvis jeg skulle overleve. Far fortalte, at efter den tid turde de næsten ikke tage telefonen, når den ringede om natten. Men jeg overlevede. Det gjorde til gengæld ikke en lille pige på samme alder, der lå i sengen over for min, og som fejlede det samme. En morgen, da jeg vågnede i min hvide tremmeseng på stuen, så jeg, at der var der hængt hvide lagner omkring hendes seng, og jeg fik at vide, at hun var død. Det faldt mig aldrig ind, at det samme kunne være sket for mig. Mor kom og besøgte mig om aftenen, og vi sad ved vinduet og så båren blive ført til kapellet, og mor sagde, at nu skulle hun op til Vorherre og englene.

En dag stod der tre store mænd i hvide kitler ved min seng. Den forreste af dem havde en kæmpe sprøjte i hånden, og jeg kunne se på ham, at han var meget ked af at skulle stikke mig med den. Men jeg tænkte, at han behøvede ikke være ked af det, for jeg var ikke bange. Jeg havde nemlig fundet ud af, at hvis man bare lod det ske (oversat til nu-dansk: slappede af), så gjorde det næsten slet ikke ondt. Han stak mig i låret, jeg sagde ingenting, og de var meget lettede allesammen.

I sengen ved siden af min lå Kesia, en lidt større pige fra vores by. Hun havde sukkersyge, og når der kom besøg, fik hun ikke slik, men flæskesvær. Hun var slem til at drille, og når det blev for galt, ringede jeg på sygeplejersken og sagde, at Kesia drillede. En dag fik Kesia lækker grønkålssuppe til middag, og jeg fik kun kartoffelmos med en smørklat. Det ville jeg ikke finde mig i, jeg ville også have grønkålssuppe. Så jeg ringede på sygeplejersken og bad om noget andet mad. Det fik jeg nu ikke, og fra den tid af virkede mit ringeapparat ikke mere.
Mens jeg lå der, var der nogen, der forærede mig en Ole Bole ABC, og jeg gik rundt til de voksne og fik dem til at forklare mig bogstaverne med det resultat, at da jeg blev udskrevet fra hospitalet efter et halvt år, kunne jeg læse lidt. Jeg har altid elsket at læse. Jeg slugte alt, hvad der kom inden for min rækkevidde. Engang var hele huset i oprør og det meste af byen med. Jeg var væk, ingen havde set mig hele eftermiddagen, og de havde ledt efter mig alle vegne. Ved aftenstid kom jeg frem af mig selv uden at ane, hvad jeg havde været årsag til. Jeg havde siddet bag en lænestol i dagligstuen og læst hele dagen, stille som en mus. Jeg begyndte også at skrive selv. Da jeg var 8 år, skrev jeg mit første digt. Jeg har det desværre ikke mere, men det handlede om, hvor hurtigt tiden går, og at man bliver gammel, før man får set sig om!
Det er vist nok gået i arv til mit barnebarn, Annika. Hun var 7 år, da hun en dag kom og sagde: "Farmor, jeg har skrevet et digt."
Det kommer her:

Jeg var lidt bange for far, da jeg var lille. Det holdt sig, til jeg var voksen og en dag pludselig sporede en ændring i hans væsen, noget ligesom respekt. Han var såmænd så rar, men kunne være meget opfarende. Der er vist nogle tatere (zigøjnere) tilbage i slægten, det er måske derfra, temperamentet stammer. Vi har vist allesammen arvet lidt af det!
En dag, da jeg var en 5-6 år, kom far kørende hjem i sin store blå Ford V8 og parkerede halvvejs nede i indkørslen til gården. Han stod ud og kaldte på mig, som stod oppe på fortovet. Jeg blev bange og troede, jeg skulle skældes ud for et eller andet, men da jeg gik ned til ham - for jeg turde naturligvis heller ikke andet - hev han en trehjulet cykel ud af bilen og gav mig. Pyha, hvor blev jeg lettet.
Mor var meget dygtig til at spille klaver. Somme tider, når vi var kommet i seng om aftenen, satte hun sig ved klaveret nede i dagligstuen og spillede. Det var noget af det bedste, jeg vidste. Der var særlig én, jeg holdt meget af, den hed "Vandfaldet", og tonerne kom rislende i kaskader, den ene styrtsø efter den anden, det var et vandfald af vellyd.

Én bestemt dag husker jeg ganske tydeligt, og det er der nok mange mennesker i Danmark, der gør, i hvert fald af min generation. Det var den 9. april 1940. Det var solskinsvejr og høj blå himmel. Jeg stod ude i køkkenet og så på mor, der skrællede gulerødder ved den sorte vask. Pludselig kom der flyvemaskiner brummende hen over byen, og det var noget temmelig sjældent dengang. Jeg spurgte mor, hvad det var for noget, og hun svarede, at det var tyskerne, der havde besat Danmark.
Senere kom der tyske soldater til byen. De skulle indkvarteres hos borgerne. Vi slap, fordi vi var så mange børn. Der kom en dag nogle officerer for at se på forholdene, men de opgav ævred ved synet af os. Henne hos Aage Madsens, min bedste legekammerats forældre, boede der to menige i et kælderværelse, og rundt om i byen boede der mange. De var såmænd flinke mennesker. Nogle af dem var meget musikalske og kunne spille på klaver. Tit kom soldaterne marcherende gennem byen, mens de sang. Det lød godt.

Nede i kælderen havde far et lille apotek, hvor han mixede medicin til dyrene. Der var en dejlig bitter, krydret lugt dernede. Jeg kan få den frem i næseborene endnu. Han havde også et dødningehovede, kun den øverste del af det. Det var blevet fundet i jorden, da de sløjfede Faldborg kirke lige uden for byen. Hvorfor de rev den ned, ved jeg ikke, men der står stadig et mindesmærke for den. Jeg har for resten dødningehovedet den dag i dag.

En af de sidste dage før jul tog vi ud til skovfogeden i Palstrup for at gå ud i skoven med ham og vælge juletræ. Vi fandt det pæneste, det blev fældet, og vi tog det med hjem .I min barndom var julen stille. Juleaftensdag vandrede vi i skumringen ad Brandstrupvej til Brandstrup kirke til julegudstjeneste, og lydene var kun dem, der kom ude fra landet, lyset kun det, der kom fra stjernerne. Jeg husker mest denne tur i det begyndende mørke, men også de gamle julesalmer, som vi sang i kirken. Når vi kom hjem, duftede der af gåsesteg. Mor blev hjemme og sørgede for gåsestegen og risengrøden. Hun var vistnok ateist og derfor vel ikke særlig ked af ikke at komme med i kirke.
Et år fik vi svanesteg til jul. Det gik sådan til, at en af svanerne i anlægget havde brækket en vinge, far blev tilkaldt for at aflive den, for den kunne ikke leve med en brækket vinge. Far fik svanen med hjem, mor stegte den. Den smagte udmærket.

Til frøken Christensens jubilæum ovre på kroen havde Birthe og jeg bestemt os til, at vi ville holde en tale. Vi har nok været ca. 7 år. Jeg skulle begynde, og hvis jeg gik i stå, skulle Birthe fortsætte. Dagen kom, og festen begyndte, og da vi var kommet godt i gang, slog jeg på glasset og rejste mig op.
    Der var blevet helt stille i salen, og der stod jeg. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle sige, og gråden stod allerede i halsen på mig.
    Jeg satte mig ned og hviskede til Birthe: "Du skal fortsætte", men da der ikke var noget at fortsætte på, vidste hun ikke, hvad hun skulle sige, så hun sagde kun: "Kære frøken Christensen ......", gav sig til at tude og satte sig ned.
    Der var dødsstille et par sekunder.
    Så rejste frøken Christensen sig op og sagde: "Kære piger!....Jeg tror godt, jeg ved, hvad det var, I ville sige, og jeg vil gerne sige jer tak. Det er den bedste tale, der nogen sinde er blevet holdt for mig. Tak skal I have!"
    Der var et par sekunders stilhed i salen, så bragede bifaldet løs.

Slut på Sysse's fortælling.

* * *

Her er et link til Ullas fortælling

* * *

Læreren for de store hed lærer Bach. Han var ikke helt så rar som frk. Christensen. Jeg oplevede ham nu kun et par måneder, for jeg sprang 4. klasse over og kom til Viborg i 5. klasse på Forberedelsesskolen. Den lå og ligger vel stadig i Reberbanen og havde kun ét formål, nemlig at forberede eleverne til at komme op i Viborg Katedralskole, som var den eneste "rigtige" skole at gå på.
    Men vi boede jo i Rødkærsbro, så vi måtte rejse med toget for at komme i skole. Der gik et tog om morgenen omkring kl. 7, så vidt jeg husker. Når vi så kom til Viborg, skulle vi gå en lang vej, 2-3 km, for at komme ud til skolen. Vi kom for sent hver dag, men det blev accepteret, da det jo ikke kunne være anderledes. Jeg havde altid lidt sommerfugle i maven, når jeg skulle banke på døren til klasseværelset og træde ind, mens alle hoveder var vendt mod mig. Men når det var vejr til det, cyklede vi fra Rødkærsbro til Viborg hver dag, det var 15 km hver vej.
    Vi fik fri fra skole kl. 14, og så var der 2 timer, til vi kunne komme med toget hjem. Det var træls at skulle vente så længe på at komme hjem. Jeg gik som regel ned på biblioteket og sad der og læste. Biblioteket lå lige i nærheden af Viborg Domkirke og Latinerhaven. Jeg kan endnu høre klangen af klokkerne fra Domkirken, de kimede altid, mens jeg sad der og ventede på, at klokken skulle blive 4, så jeg kunne komme hjem, en ensformig, ulidelig melodi. Om sommeren sad vi nede i Latinerhaven. Der var et springvand med bænke rundt om og rhododendronbuske. Det er der for resten alt sammen endnu.
    Når vi så kom hjem, var klokken 16.30, og så skulle der jo læses lektier. Det gad man bare ikke, man skulle jo også lige snakke med sine kammerater, så jeg lå som regel og læste lektier til næste dag, når jeg var kommet i seng, mens mine øjne blev ved at falde i af søvnighed. De fleste lektier læste jeg i toget om morgenen, og stiløvelser skrev jeg i frikvartererne.

På den tid var det almindeligt, at "man" havde ung pige i huset til at hjælpe med husarbejdet. Det var vist ikke altid lige nemt at have sådan en gående, de var jo meget forskellige af gemyt. Jeg husker adskillige af dem, især Hilda, som var rødhåret med dertil hørende temperament. Hun blev senere gift med slagter Schiødts søn Georg. Hun rev og sled i mit hår, når hun skulle rede det, uden at tage hensyn til mine protester. Jeg havde langt hår helt ned til lænden, og det skulle hver dag redes og flettes i 2 fletninger, men hun var da lige glad, om det gjorde ondt på mig.
Og så var der Nanna, hun var noget særligt. Jeg har skrevet en lille novelle om hende, den kommer her:

Rebstigemanden

Vi havde fået ny ung pige i huset. En kæmpestor en ude fra landet. Det var de for resten alle sammen, altså ude fra landet, men hende her var større end nogen, vi havde haft før. Hun hed Nanna, og hun havde afro-hår, selv om det slet ikke var opfundet endnu dengang. Det var vist heller ikke med vilje, men havde noget at gøre med en mislykket permanent. Hun var flink nok, Nanna, men jeg brød mig ikke om, at hun brugte min hårbørste til at børste sit afro-hår med. Min hårbørste var min og skulle ikke bruges af andre, slet ikke af Nanna, som vist ikke vaskede hår særlig tit. Men jeg turde ikke sige noget om det til hende, for sæt nu hun blev sur på mig, nu var vi lige så gode venner.
    Jeg cyklede helt ud på landet og købte cigaretter til hende hos en købmand, hun kendte der, og som havde cigaretter under disken. Det var i krigens tid, og der var rationering på alting, men Nanna kunne få næsten alle de cigaretter, hun ville have, og jeg fik en hel krone for at hente dem. Jeg skulle cykle 2-3 km hver vej, men det regnede jeg ikke for noget. Jeg sagde ikke noget om det til mor, for hun ville nok have syntes, at det ikke passede sig, at jeg kørte ærinder for vores tjenestepige, men jeg var ligeglad, og jeg kunne godt bruge kronen. Når jeg kom hjem fra turen, smuglede jeg cigaretterne op på hendes lille iskolde værelse, som lå på første sal ved siden af børneværelset. Der var, så vidt jeg husker, ingen radiatorer ovenpå, så der var koldt i alle soveværelserne; det var altså ikke, fordi vi var onde mod vores tjenestepige og ikke undte hende varmen. Det var bare sådan dengang. Man havde heller ikke rigtig noget at fyre med, kun nogen underlige tingester, de kaldte briketter, og så brunkul. Det lugtede ikke ret godt, når mor fyrede med brunkul i komfuret, nærmest som et væltet lokum, men vi vænnede os til det.
    Nå, men Nannas værelse lå som sagt på første sal og havde vindue ud mod indkørslen eller nedkørslen til gården. Når man stod i indkørslen og kiggede op, var der højt derop ad den bare, røde murstensmur. Og der var lige en anelse højere op til vores eget vindue i børneværelset på grund af, at indkørslen skrånede nedad. Lidt oppe ad muren var der banket nogle store søm ind, som efterhånden var godt rustne. Her hang der i jagtsæsonen snepper og agerhøns og fasaner og ænder og harer, hvis far havde haft jagtlykken med sig. For enden af indkørslen var gården med toppede brosten. Over gården lå en mindre bygning, hvor der var garage og stald og for enden af den en indhegnet hundegård til jagthundene. Der voksede små totter græs mellem brostenene, og i tørre perioder trak jorden sig lidt tilbage fra stenene, så det så ud, som om man lige kunne gå hen og samle dem op af deres huller. Bag stalden og garagen var haven, den dejligste have i verden med græsplæner og springvand og frugttræer og buske og nøddehegn og popler og roser og syrener og forglemmigejer.
    Oppe på værelset flåede Nanna pakken åben og stak en cigaret i munden og tændte den og blæste røg ud i luften og så salig ud.
- Her, du skal også ha' en, værsgo', sagde hun og rystede en cigaret ud til mig.
    Jeg turde ikke sige nej tak, for så ville hun bare blive ked af det. Jeg røg ellers ikke, men jeg sagde, at jeg ville gemme den til en anden gang, og så lagde jeg den inderst i min kommodeskuffe, og der lå den, til den var blevet tør som hø, og så smed jeg den væk.
    Jeg kunne godt li' Nanna, hun var altid flink, selv om hun vist ikke var særlig klog og heller ikke særlig renlig. Fantasi havde hun heller ikke meget af, i hvert fald ikke når hun skulle smøre madpakker. Jeg havde en blikmadkasse, som kunne rumme 12 halve, hvis den blev pakket fuld. Den første gang Nanna havde stået for smøring af skolemaden, fik jeg mig en overraskelse, da jeg lukkede kassen op. Øverste lag bestod af 6 halve med leverpostej, og da jeg fik fjernet papiret mellem de to lag, viste det sig, at nederste lag også bestod af 6 halve med leverpostej.
    Nanna havde en kæreste, der hed Egon. Han var karl på en gård lidt uden for den lille by, hvor vi boede. Han var mindre end Nanna, som jo altså også var uforholdsmæssigt stor, og han havde et par kolossale røde næver. Når han kom forbi for at sige et par ord til sin kæreste, var han altid meget fin med brillantine i håret, så det lå i skinnende striber bagud fra panden og om i nakken. Så flirede han genert og skyndte sig duknakket hjem igen. Ikke noget med at komme op på værelset og snakke, nej uha, det kunne man virkelig ikke i et anstændigt hjem. Så hvis Nanna og Egon havde noget ud af at være kærester, så foregik det i hvert fald ikke hjemme hos os. Det skulle mor nok sørge for.
    Jeg må have været en 10-11 år den sommer. Sådan noget med kærester interesserede mig ikke, det var meget sjovere at lege svingfigur nede i anlægget eller bygge huler i plantagen. Måske er det ikke helt sandt, hvad jeg siger, for det var nu sjovest, når drengene var med, men vi var ikke begyndt på alt det der med at kysse og kramme endnu. Det lå på lur, men indtil videre kun som en anelse. Vi legede til sent om aftenen, vi havde sommertid, og det begyndte først at blive mørkt ved halvellevetiden. Far og mor lod os lege, så længe vi ville, det var fredelige tider. Der skete sjældent noget, ikke som i dag, hvor folk går rundt og slår hinanden ihjel for et godt ord. Der var heller ingen forurening. Man kunne lugte træerne og buskene og græsset og regnen. Og stæren sad i toppen af naboens store elmetræ og sang, så jeg aldrig glemmer det. Den sang mest om aftenen, synes jeg, men måske er det en erindringsforskydning? Men sådan en sommeraften, når duften af roser og græs kom drivende ind ad den åbne verandadør, mens stærefløjtene klang vemodigt i skumringen ... hvor var jeg lykkelig!
    En sådan aften var jeg på vej hjem på cykel. Jeg var en lille stabilken med to stride fletninger daskende ned ad ryggen. I enden af hver fletning var der bundet en silkesløjfe, lyserød eller lyseblå, og jeg havde næsten altid tabt den ene, til mors store fortrydelse.
    Jeg havde leget i anlægget med de andre, og det var blevet sent, klokken var lidt over halvelleve, og det var absolut skumring. Tingene havde tusmørkekonturer, og lydene var fløjlsbløde. Syrenerne bugnede som gravide kæmpekvinder ud over det hvide stakit og gjorde folk gale med deres duft. Jeg styrede cyklen op over fortovskanten, det gav et blødt bump i dækkene, og det sidste stykke af vejen kørte jeg på fortovet. Det var kun ganske kort, så passerede jeg vores egen indkørsel, og så var det, at jeg fik et chok. Halvvejs oppe ad muren på vores hus hang en mand i et reb ligesom en bjergbestiger. En indbrudstyv!!
    Med bankende hjerte stillede jeg cyklen i stativet og stormede op ad trappen og ind til far, som sad på sit kontor og læste fredeligt i en bog. Der duftede så fortroligt af hans gode cigar.
- Far, der er en indbrudstyv på vej op ad muren. Skynd dig og kom!
- Hvad siger du?
    Far lagde bog og cigar fra sig og stirrede på mig.
- Ja, kom selv og se. Han hænger på muren omme ved indkørslen.
    Far kom op af stolen og begav sig ud gennem huset, mens jeg løb i forvejen. Vi kom ud på gaden og drejede om hjørnet, så vi kunne se ned ad indkørslen. Der hang ganske rigtigt en mand og sprællede i et reb. Det var Egon. Nu kunne jeg pludselig se det. Oppe i vinduet stod Nanna og så bekymret til. Far stirrede på Egon, og Egon stirrede på far. Pludselig brast rebet, og Egon faldt ned og landede i markisen over køkkenvinduet.
    Så stak jeg af, op i seng, ind under dynen. Hvorfor havde jeg ikke tænkt mig lidt om? Nu var det for sent.
    Næste dag var mor ophidset, og jeg hørte, at hun havde en samtale med Nanna inde i dagligstuen. Senere kom Nanna hen til mig med lidt mistroiske øjne.
- Hvorfor sagde du det?
- Jeg vidste ikke, det var Egon.
- Ku' du ikke ha' regnet det ud?
    Jeg nikkede. Jo, nu bagefter kunne jeg selvfølgelig godt regne det ud, men lige dengang faldt det mig ikke ind.
    Nanna rystede på hovedet og gik sin vej.
    Hvordan historien kom ud, ved jeg ikke, men i så lille en by rygtes alting, og snart vidste hele byen besked. Siden da blev Egon aldrig kaldt andet end "Rebstigemanden".

* * *

I november 1992 fik min bror, Arvid, tildelt Fortjenstmedaljen for 40 års tro arbejde på Karup flyveplads. I den anledning blev han bedt om at skrive en levnedsberetning. Jeg fik en kopi af den med henblik på at indlemme den i denne beretnng.

- - ->

Min bror, Arvid, fortæller:

Herning, oktober 1992.

LEVNEDSBERETNING FOR
OVERVÆRKMESTER ARVID LARSEN
DEKORERET MED F.M.2 DEN 1. OKTOBER 1992

Jeg blev født den 18. juli 1931 i Tranebjerg, Samsø, som eneste søn ud af 5 børn, og nummer 2 i flokken.

Min far var dyrlæge Christian Larsen, født i Elsborg 1902 og død i Bjerringbro 1982, søn af landmand Ole Larsen og hustru Anne Larsen (f. Søgaard-Olsen), Elsborg ved Rødkjærsbro.
Min mor var Gudrun Johanne Larsen (f. Knudsen), født i Jebjerg i 1895 og død i Bjerringbro i 1983, datter af stationsforstander i Vinderup Sofus Knudsen og hustru Anna Knudsen (f. Clausen).

Efter at min far havde været dyrlæge i Vinderup og på Samsø, flyttede familien i 1933 til Rødkjærsbro, som var min fars fødeegn. I Rødkjærsbro havde jeg mine barneår og første skoleår. I 1943 startede jeg, efter at have gået i skole i Rødkjærsbro, skolegang på Forberedelsesskolen i Viborg og kom derefter på Katedralskolen, men måtte efter knap 2 års skolegang der opgive den videre skolegang, da tyskerne beslaglagde skolen først på året 1945. Fra foråret 1945 til oktober 1947 var jeg beskæftiget på et autoværksted og et snedkerværksted som arbejdsdreng, og om aftenen solgte jeg is og slik i biografen, før forestillingen begyndte og i pausen. Jeg var i biografen den aften, frihedsbudskabet kom, filmen blev afbrudt, og biografdirektøren kom ind i salen og råbte budskabet til biografgængerne. Det er blandt mange andre en af de oplevelser, jeg aldrig glemmer.

Jeg blev aldrig dyrlæge, som min far nok gerne havde set, men til oktober 1947 fik jeg skaffet mig en læreplads som elektromekaniker i Silkeborg hos firmaet Levin Larsen og Jensen A/S. Nu kommer jeg også til noget, jeg aldrig glemmer:
Min far havde i sin egenskab af dyrlæge en bil, det var der ikke mange, der havde på det tidspunkt. Da jeg skulle til Silkeborg som 16-årig, medbragte vi i bilen en sæk optændingspinde, en sæk koks, 2 liter petroleum, en flaske sprit og en primus med tilhørende rensenåle samt et par stykker 40% håndsæbe. Skoene var maximalsko, og tøjet var celluld.
Det var strenge tider, jeg tjente 18 kr. pr. uge, værelset uden vand og med kakkelovn kostede 23 kr. pr. måned, og pensionen kostede lige godt 100 kr. pr. måned, så jeg måtte have nogen økonomisk hjælp hjemmefra, men af de 18 kr. afholdt jeg alle personlige udgifter og lommepenge samt ydede tilskud til husleje og pensionen.
I alle årene i Silkeborg var jeg medlem af Silkeborg roklub, det var en billig og sund fritidsinteresse, som gav mig mange gode oplevelser.
I maj 1952 var jeg udlært som elektromekaniker med karakteren "veludført". I årene op til 1952 var Silkeborgs el-forsyning blevet ændret fra jævnstrøm til vekselstrøm, så alt el-udstyr var efterhånden udskiftet til nyt, så det blev småt med reparationer, og som den yngste blev jeg afskediget i juni måned 1952.
På det tidspunkt var Flyvevåbnet netop under opbygning, og jeg søgte og fik ansættelse ved det, der da hed "Flyvematerielfjenestens Centralværksteder Vest" på Flyvestation Karup, senere omdøbt til Hovedværksted Karup (HVKKAR), og her har jeg så efterhånden tilbragt 40 1/2 år.
Jeg blev ansat den 1. juli 1952 og er netop nu i færd med at søge min afsked med pension pr. 31. marts 1993.

Hvad er så de godt 40 år gået med? Pengene var små, så jeg flyttede fra Silkeborg hjem til Rødkjærsbro, og i sommeren 1952 skulle jeg tidligt op om morgenen, for jeg skulle cykle fra Rødkjærsbro til Viborg - 14 km, derefter med en gammel "Triangel" bus til FNS KARUP og retur om aftenen.
På det tidspunkt havde man 48 timers arbejdsuge, så det var lange dage. I 1953 købte jeg en splinterny BMW motorcykel, som jeg benyttede til transport i 3 år.
Hovedværksted Karup var stadig under udbygning i 1952, og efter 5 år som elektromekaniker blev jeg i 1957 udnævnt til værkmester, hvor jeg virkede som leder af el-, instrument-, oxygen- og hydraulikværkstederne. I 1960 blev jeg ansat ved Kontroltjenesten som kontrolmester, og i 1988 blev jeg udnævnt til overværkmester og sektionschef for kontrolsektionen ved Hovedværksted Karup.

Ved min ansættelse i 1952 blev HVKKAR ledet af nu afdøde OVKM Benedikt Petersen (R), 1947 til 1958, som var en meget effektiv og behagelig leder. I 1958 blev CING J. p. Carls leder af HVKKAR, J. P. Carls var også en god leder, men mere abstrakt og ikke så jordnær som Benedikt Petersen.
I 1973 blev så CING A. J. Nissen (R) leder af HVKKAR.
A. J. Nissen er meget "akademisk" i sin lederstil, og han mangler totalt etik og medleven i forhold til sine medarbejdere. Min nærmeste overordnede i kontrolsektionen gennem ca. 25 år, OVKM A. J. Petersen (R) var en virkelig god og inspirerende leder. Han var gennem sine gode menneskelige og faglige egenskaber årsag til, at kontrolsektionen altid har virket optimalt, og at der har været en god "tone" og fordragelighed mellem alle medarbejdere i sektionen. OVKM A. J. Petersen blev pensioneret i 1985. Fra 1985 til 1988 blev kontrolsektionen ledet af OVKM Rasmus Døssing Jensen, som blev pensioneret i august 1988. Siden da har jeg selv været leder af kontrolsektionen, som nu sammen med hele HVKKAR står til nedlæggelse pr. 31. marts 1993.

I årene jeg har været beskæftiget ved HVKKAR, boede jeg fra 1952 til 1958 skiftevis i Rødkjærsbro og Viborg. I 1958 flyttede jeg til Herning, hvor jeg hurtigt traf min store kærlighed, Kirsten Larsen, datter af slagtermester Jepps Christian Larsen og hustru Gerda Larsen (f. Andersen). Vi blev gift 31. marts 1962 og fik vores første søn, Lars Ole, 12. april 1964. Lars Ole er i dag beskæftiget som landinspektør i Projekttjenesten under DSB i København. Den 21. august 1967 fik vi vores anden søn Claus Asbjørn, som i dag læser psykologi ved universitetet i Århus.

Før vi blev gift, havde jeg i 1961 købt et hus i Viborg, købspris 63.000 kr., og jeg udbetalte 35.000 kr., som jeg havde sparet op i årene, før jeg blev gift. Jeg lavede huset i stand, så det var klar til indflytning efter brylluppet, men min kone havde svært ved at "falde til" i Viborg, hvorfor vi solgte huset i 1963, salgspris 74.000 kr. Vi flyttede tilbage til Herning, hvor vi købte vort nuværende hus, købspris 100.000 kr., med en udbetaling på 30.000 kr. Efter en større tilbygning i 1972 havde vi dannet rammen for et godt og harmonisk familieliv, hvor vi sammen med vore sønner har levet et problemfrit og indholdsrigt liv de sidste 30 år, og vi sidder i dag gældfrit i vort hus.
Vi har også et lille sommerhus ved Sunds Sø, ca. 10 km fra Herning. Også dette hus er gældfrit, ligesom de biler, vi gennem tiden har købt, er blevet betalt kontant.

Til min store glæde fik jeg i 1991, i forbindelse med min 60 års fødselsdag, min kones tilladelse til at købe en motorcykel, den har jeg megen glæde af både at vedligeholde og at køre på.

Jeg har gennem årene bestredet følgende tillidsposter: I 1960'erne bestyrelsesmedlem i "Sammenslutningen af forsvarets civile tjenestemænd og funktionærer", senere "Forsvarets Civiletat", i 1970'erne bestyrelsesmedlem i "Forsvarets Værkmesterforening", i 1980'erne formand for skolenævnet ved Herningsholmskolen i Herning samt formand for Sunds Sø Østre grundejerforening.

Mine fritidsinteresser spænder vidt. Jeg har dyrket roning i Silkeborg og har spillet rigtig meget badminton i Herning. Jeg har dyrket svæveflyvning på Flyvestation Karup og har spillet ishockey i Herning. Desuden er jeg aktiv jæger og medlem af Jagtforeningen på Flyvestation Karup, ligesom jeg gerne tager ud i naturen med fiskestangen. Oliemaling er ligeledes min store fritidsinteresse.

Den 30. september i år, 1992, overtog Danish Aerotech alle HVKKARs tidligere bygninger og faciliteter. De medarbejdere, der på grund af alder eller andre årsager ikke havde fået anden beskæftigelse, blev flyttet til en faldefærdig bygning (408), så nu ser jeg med glæde frem til at blive pensioneret.
Det må være en mærkelig fornemmelse at have alle døgnets lyse timer til at kunne beskæftige sig med alle de hobbyer og gøremål, man hidtil har måttet benytte weekends og ferier til.

Jeg ser lyst på fremtiden og glæder mig til den tredie alder.

Her slutter Arvids fortælling.

***

I Rødkjærsbro var der en spillelærerinde, som hed fru Brigsted. Hun boede i en lille lejlighed på 1. sal i et stort hvidt hus på hjørnet af Nørregade og Mørksvej. Hun var enke og havde en søn, der hed Johannes, og hun levede af at undervise byens børn i klaverspil. Jeg begyndte, da jeg var 7 år gammel. Det første, jeg skulle lære, var at løfte hænderne yndefuldt op til tangenterne! Da hun bad mig om at gøre det, blev jeg stiv af skræk, jeg troede, at jeg skulle kunne spille allerede. Da jeg havde lært det med hænderne, skulle jeg lære at spille skalaer. Det var der ikke meget ved, men det var måske en ganske god øvelse i at anbringe fingrene rigtigt. Senere fik jeg småstykker for, som jeg skulle øve mig på hjemme. Jeg fik lært noderne, hvad jeg siden har været glad for. Hvad hun ikke lærte mig, var det, der hedder becifring, det eksisterede nok ikke dengang, men det var det, jeg prøvede på at lære mig selv senere uden egentlig at vide, hvad det var. Det lykkedes først, da jeg fik en guitar mange år senere.
Da jeg havde gået til spil i 2 år, fik jeg lov at holde op. Det var simpelthen for kedeligt. Men lysten til at spille kom igen nogle år senere, og da havde jeg netop lært nok til, at jeg kunne fortsætte selv. Ikke fordi jeg nogen sinde blev særlig god til det, men jeg har haft megen fornøjelse af at sidde og klimpre både på klaver og guitar. Den der blev bedst til at spille, var Sysse, og hun er, efter sit eget udsagn, den eneste af os, der aldrig kom til at gå til spil hos fru Brigsted.

***

Min ældste søster, Ditte, fortæller:

En dejlig sommerdag i Rødkærsbro, jeg mener at kunne huske, at det var på Arvid's 10-års fødselsdag den 18. juli 1941.
Vi løb på rulleskøjter ude på gaden foran vores hus. Ingen grund til at bekymre sig om trafik. I byen var der kun 2 biler, der endnu kunne køre omkring. Den ene var doktorens, den anden var Fars Ford med trinbræt, T 4514.
     Den kom netop kørende, standsede i indkørslen, Far steg ud, og med sig havde han den dejligste hund, en tysk boxer, som hed Biggi.
     Fra herregården Palstrup havde man bedt Far om at komme og aflive Biggi, fordi herskabet skulle på rejse. Far fik hunden med hen til bilen, rakte hånden ind i handskerummet efter revolveren, mens han sad på trinbrættet. Og så .....
     Far fortalte, at Biggi stod på bagbenene og lagde forpoterne op på Far's skuldre, mens den rystede på hovedet.
     Revolveren forblev i handskerummet. Biggi ind i bilen, hjem til os. Far ringede og fortalte dens ejere, hvad han havde gjort. Han kunne umuligt aflive så dejlig en hund. De sagde, at så måtte han forhindre Biggi i at rende tilbage til dem.
     Det prøvede den aldrig på, den vidste godt, at den var blevet reddet. Den faldt til i familien med det samme og affandt sig også med sorte Mis, som den lå i 55 med foran kaminen på Far's kontor.
     Biggi var så trofast, at den troligt sad og ventede på trappen foran frisørsalonen, mens Mor blev permanentet.
     Biggi fik et kuld hvalpe, et par af dem var så små, at vi måtte pleje dem i ovnen i komfuret.

Her slutter Ditte's fortælling.

* * *

Far havde en meget stor praksis, og han var alene om at passe den. Han havde i virkeligheden aldrig rigtig fri. Tit hørte vi telefonen ringe midt om natten, og lidt efter hørte vi far stå op og klæde sig på og køre ud. Det kunne endda ske, at han blev vækket flere gange i løbet af en nat, han kunne aldrig være sikker på at få sin nattesøvn. Til gengæld sov han så til middag på sofaen i sit kontor, mens radioen spillede middagskoncert, og så var der dødsstraf for at vække ham.
Under krigen var der mangel på benzin, og da var det kun lægen og dyrlægen, der måtte køre bil. På et tidspunkt blev den store blå Ford V8 klodset op, den brugte for meget benzin, og far købte en lille 2-takters Adler. Den stod i indkørslen og spruttede, da-da-dum dum da-da-da-dum da-dum-dum-dum. Til sidst kunne man slet ikke mere få benzin, så fik far en høj gammel Ford med gasgenerator. Det så ud, som om der var klistret en rund sort kakkelovn bag på den, og der kom røg ud af den. Da man heller ikke mere kunne få brændstof til den, købte far en Nimbus motorcykel. Vi fik alle sammen en tur på bagsædet ud til Skaungård og tilbage igen, det var sjovt.
I børneværelset sov fire af os børn. Der var et par køjesenge og to hvide jernsenge. Den yngste af os sov i fars og mors soveværelse i en lille jernseng ved fodenden af deres senge. Under krigen kunne vi høre flyvemaskiner flyve hen over byen om natten, men selv om jeg vidste, at de kunne smide bomber, der kunne lægge hele vores hus i ruiner, var jeg aldrig bange, far og mor lå jo inde ved siden af i deres soveværelse, så der kunne ikke ske os noget.

Det hændte somme tider, når jeg var med far ude at køre, at et par purunge tyske soldater sprang frem og råbte "Halt!", og så måtte far standse bilen og vente på, at de gav ham lov til at køre videre. Jeg var rasende over, at de behandlede min far på den måde, men der var ikke noget at gøre, de havde jo overmagten - i form af et par geværer.
Langt senere, efter kapitulationen, kom der lange karavaner af tyske flygtninge gennem byen på vej hjem til det sønderskudte Tyskland. De kom trækkende med gamle kærrer med deres få ejendele, de var lasede og snavsede og udhungrede. En dag var der iblandt dem en ung mor, som bar på sit spædbarn, og mor gik ind og lavede en sutteflaske med varm mælk til barnet. Det kunne jo ikke gøre for det.
Om efteråret samlede vi grankogler i skoven i store sække, de skulle bruges som brændsel; der var ikke andet at få. Det er underligt at tænke på i dag, hvor fattige vi var dengang. Der var rationeringsmærker på alting, selv margarine. Alligevel kan man ikke sige, at vi led nød, vi fik altid nok at spise, og selv om sengetøjet somme tider var klamt af kulde, når vi skulle i seng, nå ja, sådan var det altså bare.

* * *

(Sysse), Ulla, Pira, Arvid og Ditte
sept. 2011

Pira

Oldefar Skolelærer Jens Christian Knudsen hustru Nicoline, f. Nielsen boende Øster Tværsted	Oldefar Farver Jens Clausen hustru Cortiva Josephine Amalie f. Leffler boende Cordilgade, Kalundborg
Morfar Frederik Sophus Knudsen søn af ovenstående f. 14. august 1856 død 23. juni 1933. Stationsforstander i Vinderup fra 1908 til 1926.	Mormor Anna Josephine Clausen datter af ovenstående f. 24. november 1859 død 20. december 1953
Mor Gudrun Johanne Knudsen f. 7. december 1895 død 4. april 1983	Børn Birgit (Ditte) f. 8. februar 1929 Arvid f. 18. juli 1931 Anna (Pira) f. 23. januar 1933 Ulla f. 13. september 1935 Rigmor (Sysse) f. 26. marts 1937, død 7. januar 1999

Oldefar og oldemor
Farfar Ole Larsen f. 14.juni 1870 død 9. januar 1953	Farmor Anne Søgaard-Olsen f. 17. december 1873 død 23. november 1962
Far Christian Larsen f. 23. februar 1902 død 9. marts 1982	Børn Birgit (Ditte) f. 8. februar 1929 Arvid f. 18. juli 1931, død 18. oktober 2020 Anna (Pira) f. 23. januar 1933 Ulla f. 13. september 1935 Rigmor (Sysse) f. 26. marts 1937, død 7. januar 1999