Christine drejede ned ad villavejen med de gamle træer. Det havde regnet lidt, og fliserne var fugtige endnu, men aprilsolen skinnede allerede igen ned igennem de bladløse trækroner. Hun standsede og rodede i sin taske efter annoncen. Nummer fem var det vist. Ja, Bergholt, Irisvej nr. 5. Hun stoppede avisudklippet tilbage i tasken og gik videre.
    Lidt efter stod hun uden for et stort gammelt hus med nummer fem over døren. Man kom til at tænke på forrige århundrede, når man så på huset. Det måtte være ældre mennesker, der boede der. Det stemte jo også godt med annoncen, hvem ville ellers have sådan et gammelt klaver til salg?
    Med lidt besvær fik hun lågen op. Fire-fem havefliser førte op til en stentrappe og en tung egetræsdør med en forvitret bronzedørhammer. Hun slog et par slag med hammeren, og lidt efter blev døren åbnet på klem. Et gammelt ansigt kiggede ud. Det gav et ryk i den gamles hvidhårede hovede, da han så Christine. Øjnene bag de stærke briller stirrede vantro på hende.
    - Goddag, er De hr. Bergholt? spurgte Christine.
    Ansigtet nikkede stumt.
    - Mit navn er Christine Beck, jeg kommer angående klaveret.
    - Klaveret?
    - Ja.
    Der kom et frygtsomt udtryk i de vandblå øjne.
    - Et øjeblik.
    Døren blev lukket næsten til, og Christine kunne høre trippende skridt bag den. Der gik en rum tid, før døren igen blev åbnet på klem, og denne gang var der to ansigter, der stirrede på hende.
    - Hvad ønsker De? spurgte en ængstelig, sprød kvindestemme.
    - Jeg vil gerne se på Deres klaver.
    De to ansigter så på hinanden, så blev døren tøvende åbnet helt og afslørede to gamle mennesker.
    - Værsgo', kom ind.
    Begge de gamle trådte til side, så Christine kunne gå ind. Entreen var mørk. Der stod en gammeldags stumtjener og en lille kommode med drejede ben med et smukt mahognispejl over.
    - Det står inde i stuen.
    Fru Bergholt listede sig forbi og lukkede op. Varme og æbleduft slog imod Christine. Stuen var møbleret med tunge, gammeldags møbler. På den ene væg hang en samling familiefotografier i ovale rammer. Christine kunne ikke lade være med at se sig lidt om, men hun glemte alt andet, da hun fik øje på klaveret. Der var det! Det klaver, hun havde drømt om så længe, smukt og fornemt og med det ubestemmelige over sig, som gamle gode ting kunne have, næsten som om det havde sjæl. Hun vendte sig begejstret mod de to gamle og opdagede, at de var blevet stående henne ved døren.
    - Hvor er det smukt, sagde hun.
    De gamle nikkede bare.
    Christine nærmede sig klaveret og lod en finger glide hen over det silkeagtige træ.
    - Må jeg prøve det? spurgte hun.
    Igen bare et nik.
    Hun stillede sin taske på gulvet og satte sig på klaverbænken. Forsigtigt slog hun et par akkorder an, klangen var vidunderlig, sprød og ren. Hun lod hænderne glide hen over tangenterne, et præludium af Bach, en vals af Brahms. Det var, som om hun havde spillet på det klaver altid. Det passede til hende, som var det bygget specielt til hende. Det var alt, hvad hun havde ønsket sig. Hun måtte eje det.
    Resolut rejste hun sig fra bænken og vendte sig mod de to gamle mennesker, der stadig stod henne ved døren og stirrede på hende.
    - Hvor meget skal De have for det?
    De så på hinanden. Så samlede manden sig sammen og rømmede sig.
    - Det ... øh .. det har vi ikke sådan tænkt over.
    Christine ventede lidt. De måtte da have forestillet sig en pris. Men ingen af dem sagde mere. Så må jeg vel selv foreslå et eller andet, tænkte hun.
    - Jeg har sparet 5000 kr. sammen. Vil De være tilfreds med det?
    Den gamle herre nikkede.
    -Ja, sagde han bare.
    Christine samlede sin taske op fra gulvet.
    - Jamen, så er det en aftale. Jeg kommer i morgen og henter det.
    Hun gik hen mod døren, og de to gamle veg for hende, så hun kunne komme ud.
    Lige inden hun forlod huset, spurgte manden:
    - Hvordan fandt De os?
    - Jeg så annoncen. Der stod adressen jo.
    Da han så ud, som om han ikke forstod, åbnede Christine sin taske og kiggede i den for at finde annoncen og vise ham den. Den var der ikke. Hun rodede hele tasken igennem uden at finde den. Underligt. Hun var sikker på, at hun havde lagt den tilbage i tasken.
    - Jeg må have tabt den. Jeg havde den oppe ude på gaden for at se, om jeg var på rette vej.
    Hun smilede undskyldende og tog afsked med de to lidt mærkelige mennesker. Nu ville hun hjem og glæde sig over sit held, og hun måtte også finde et flyttefirma, der kunne hente klaveret for hende i morgen.
    Næste morgen var hun tidligt oppe, tog bad og vaskede hår. Foran spejlet tørrede hun håret med hårtørreren, mens hun tænkte på, hvor heldig hun havde været. Hun satte sit lange lyse hår op i en tyk knude i nakken, som hun plejede, og betragtede sig selv i spejlet. Selv om hendes hår var lyst, havde hun meget mørke øjenbryn. De hævede sig om to sorte buer over øjnene. Hun var ganske tilfreds med sit udseende, bare munden ikke havde været så stor. Hvor var hun blevet drillet med den, da hun var barn. Hun smilede lidt ved tanken. Så rev hun sig ud af drømmerierne, lagde hårbørsten i skuffen og gik ind i stuen for at finde et flyttefirma i telefonbogen.
    Solen skinnede klart og varmt, da hun stod på bussen. Fuglekvidderet, som man savnede sådan om vinteren uden at vide af det, ville ingen ende tage. Det var den første rigtige forårsdag. Christine gik let og hurtigt ned ad Irisvej og fandt huset igen. Flyttevognen var der allerede. Christine bankede på og blev lukket ind af hr. Bergholt. Inde i stuen baksede flyttemændene med det tunge klaver. Fru Bergholt så ængstelig til: bare de nu ikke skrammede det. Da hun fik øje på Christine, sendte hun hende et lille forsigtigt smil.
    Endelig var klaveret ombord i flyttevognen. Christine gav mændene en lap med adressen og sagde, at hun ville tage en taxa tilbage. Så kørte de. Hun gik op til hoveddøren igen, hvor de to gamle stod afventende. Med et smil rakte hun hr. Bergholt en check.
    - Jeg er så glad for, at jeg måtte købe Deres klaver - jeg mener, at der ikke var kommet andre før mig, sagde hun.
    De to gamle sagde ingenting, nikkede bare.
    - Jamen, så farvel.
    Christine vendte sig for at gå.
    - Et øjeblik.
    Hr. Bergholt rømmede sig. trak en hvid kuvert op af sin jakkelomme og rakte den til Christine.
    - Her er et brev til Dem. Jeg vil bede Dem om først at læse det, når De er kommet hjem til Dem selv. Farvel, frk. Beck.
    Han og hans kone gav hende et sidste smil og nik, før de forsvandt ind bag den brune egetræsdør.
    Flyttemændene ventede ved hendes gadedør, da hun sprang ud af taxaen. Det var svært at få klaveret op ad trapperne, men til sidst stod det på den plads, hun havde valgt til det. Hun betalte mændene og var endelig alene med sit vidunderlige klaver. Nu var det hendes. Nu stod det her. Hun satte sig og spillede det ene stykke efter det andet, mens solen strømmede ind ad vinduerne og til sidst gled om bag et af de store træer i alléen.
    Pludselig kom hun i tanke om brevet, som den gamle mand havde givet hende. Hvad mon der stod i det? De var nu lidt besynderlige, de to gamle mennesker. Hun fandt brevet frem og åbnede det. Der faldt et fotografi ud, ned i hendes skød. Hun tog det op og så på det. Længe sad hun og stirrede på det blegede, brune billede. Så foldede hun brevet ud og læste:
    "Kære frk. Beck. De har nok undret Dem lidt over den måde, vi modtog Dem på. Men når De har læst dette brev, vil De sikkert forstå. Klaveret, som De nu har købt af os, tilhørte engang en ung pige, en fjern slægtning, hvis hele liv det var at spille. Hun kunne sikkert også have drevet det til noget, hvis ikke hun var blevet revet bort så pludseligt i en ung alder. Hun må have været omtrent så gammel, som De er nu. Det var den spanske syge. I løbet af en uge var hun borte. Det er hende, De ser på billedet."
    Christine gjorde en pause i læsningen, tog billedet op og så på det igen, mens solskinnet forsvandt omkring hende, alting forsvandt omkring hende. Fra det blege fotografi smilede hendes eget ansigt mod hende. Det samme lyse hår, samlet i en knude i nakken, de samme mørke øjenbryn som to fuglevinger over øjnene, den samme lidt for store mund.
    Hun tog sig sammen og læste videre i brevet.
    "Når jeg spurgte Dem, hvordan De havde fundet os, er der også en grund til det. De talte om en annonce, men kunne ikke finde den. Vi ville ellers gerne have set den. Sagen er nemlig den, at vi har aldrig haft en annonce i avisen om, at vi ville sælge vores klaver.
De venligste hilsner, Deres Anna og Emanuel Bergholt."