Hele gangen ned gennem kirken var dækket af blomster, fra den hvide kiste og til våbenhusets dørtærskel. Selv på gulvet foran alteret lå der buketter. Han havde også været en kendt mand. Mon der ville komme lige så mange blomster til henden egen begravelse? Det gjorde der nok ikke, det var ham, der havde været den fremtrædende person i deres mere end fyrretyveårige ægteskab. Hun havde bare været baggrundsfiguren, der sørgede for, at hjemmet fungerede, så han kunne udfolde sig uden at skulle tænke på småting.
    Hun kiggede lidt sky på kisten med den pragtfulde blomsterdekoration i rødt og hvidt. Nu lå han der, stiv og kold, og var færdig med det hele. Men hun skulle leve videre, gad vide i hvor mange år endnu?
    Så var præsten færdig. Han gjorde tegn til bærerne, som fandt deres pladser og hankede op i kisten, mens orglets toner brusede frem og fyldte rummet.
    Idet hun ville træde ud fra bænken for at følge efter kisten, var hun ved at snuble over trinet, og hendes ældste datter kom og tog hende under armen. Mens hun gik ned ad kirkegulvet og prøvede at undgå at træde i blomsterne, greb en underlig følelse hende. en følelse af lettelse, frihed. Nu skulle hun aldrig mere spørge ham om noget. Hun kunne gøre, hvad hun ville, bruge alle de penge, hun ville, tage ud at rejse, hvis hun havde lyst til det. Hun skulle aldrig mere stå på pinde for ham, aldrig mere finde sig i hans gnavenhed, når der var noget, der ikke passede ham. Og det bedste af det hele, hun skulle aldrig mere frygte hans kritik af hende. Selv om han sjældent sagde noget direkte, havde han en måde at være tavs på, som gjorde hende usikker.
    Et lille smil listede sig ind om hendes mund. Hun blev klar over det, da hun mærkede datterens øjne på sig, og skyndte sig at få det væk.
    Så var det hele overstået. Hun sad hjemme i sin stue sammen med børnene. Nu var hun enerådig i disse stuer. Så snart hun kunne være det bekendt, ville hun smide den grimme metalfigur ud, som han havde været så stolt af. Hun havde altid fundet den hæslig, men han havde insisteret på at have den stående. Han havde fået den af en forretningsforbindelse.
    - Mor, har du ikke lyst at tage med hjem til os et stykke tid? spurgte en af hendes døtre.
    Nej, hun ville ikke rejse væk nu. Hun ville blive her og vænne sig til at være alene. Nyde det, tænkte hun.
    - Vi ringer til dig, sagde alle børnene, da de drog af sted.
    Ja, det måtte de gerne, og hun skulle huske at lyde tilpas sørgende.
    Så var de væk, og stilheden i huset slog sammen om hende. Hun hentede skyldbevidst en flaske vin og satte sig til rette i sofaen. En af dagene ville hun gå i banken og få rede på sine pengesager. Hun anede ikke, hvor meget der var. Den slags havde han holdt hende udenfor.
    Da hun var kommet i seng, kunne hun ikke falde i søvn. Det var underligt og lidt uhyggeligt at ligge helt alene i den store seng. Bornholmeruret inde i stuen faldt i slag og fik hende til at give et spjæt af forskrækkelse. Det endte med, at hun stod op og tog en sovepille.
    Næste dag i banken fik hun lidt af et chok over, hvor rig hun var. Så meget havde hun ikke drømt om. Der var faktisk ingen grænser for, hvad hun kunne tillade sig.
    Børnene ringede.
    - Hvordan går det, mor?
    - Tak, fint, sagde hun og skyndte sig at tilføje: ja, jeg savner ham naturligvis.
    - Jeg tror såmænd, hun liver helt op nu, sagde hendes søn til sin kone, det har man jo set før.
    Da der var gået en passende tid, hentede hun brochurer på rejsebureauet. Hjemme igen lavede hun en kande the, smurte et par stykker mad og satte sig ved sofabordet med alle de farvestrålende blade. Rom, Paris, Grækenland, Costa del Sol, Tunesien. Der var mere end nok at vælge imellem
    Hun tog en bid af en spegepølsemad og gumlede på den, mens hun bladede i brochurerne. Hun var holdt op med at lave varm mad. Gad ikke, når der kun var hende selv til at spise den.
    Hvad med Paris? Åh, men hun kunne jo ikke tale ret meget fransk. Hvordan skulle hun klare sig dernede? Han havde talt flydende fransk og havde altid sørget for det hele. Hun huskede endnu, hvor han havde moret sig, når hun havde forsøgt sig med nogle brokker. Men selvfølgelig kunne hun følges med nogen fra rejseselskabet. Der var bare det, at hun ikke var særlig god til at skabe kontakter. Det havde altid været ham, der var den udadvendte, som kom i snak med folk.
    Hun kiggede på brochuren fra Grækenland. Der havde hun altid ønsket at komme ned, nu kunne hun gøre det.
    Hun blev pludselig i tvivl, om hun havde lyst. Alle de fremmedartede mennesker, som hun ikke havde noget til fælles med. Og hvordan skulle hun finde rundt dernede uden ham til at klare ærterne? Hun var jo ikke vant til at foretage sig noget på egen hånd, duede slet ikke til det. Som han også så tit havde sagt.
    Hun opgav at finde ud af det den aften. Tog en sovepille uden at tænke over det og gik i seng.
    Næste dag var hun rastløs. Rejsebrochurerne med alle deres strålende farver lå og så anklagende på hende. For at undgå at tage stilling til noget, gav hun sig til at rydde op. Hans tøj hang der endnu. Hun måtte se at skaffe sig af med det. Prøvende tog hun en af hans jakker ud af skabet. Den lugtede svagt af ham. Hun stak hånden i inderlommen og følte sig om en tyv, da hun fik fat i et par pengesedler. Hun lagde dem hurtigt tilbage igen og hængte jakken på plads.
    På hattehylden lå hans sorte hat. Hun tog den ned og gik hen til spejlet og satte den på hovedet. Den var alt for stor. I det samme fik hun en uhyggelig fornemmelse af, at han stod bag ved hende og betragtede hende. Hun snurrede om, og der var naturligvis ingen. Forskrækket rev hun hatten af og smed den på plads igen. Så smækkede hun skabsdøren i og gik kulderystende ind i stuen.
    Henne på skrivebordet stod metalfiguren og grinede hende i møde. Nu skulle den ud! Hun løftede den op med begge hænder, den var tung.
    - Hvor er du grim, sagde hun sagte, jeg vil ikke se på dig længere. Du skal ud!
    Men det var, som om den tavse figur talte til hende.
    - Du har ingen ret til at smide mig ud, sagde den. Han var så glad for mig. Hvis han vidste, hvad du er i færd med, ville han blive meget vred og ked af det.
    Igen fik hun fornemmelsen af, at han var tilstede og kunne se hende. Hun satte figuren tilbage på dens plade. Der var et mærke i bordpladen, hvor den havde stået.
    Grebet af en pludselig svimmelhed støttede hun sig til bordet, mens hun stirrede ud af vinduet uden at se. Så gik hun ud i entreen og tog sin frakke på. Hos blomsterhandleren købte hun en alt for dyr buket og gik ud på kirkegården. Hun stod længe ved graven og stirrede på hans navn på stenen. Efter en stund lagde hun blomsterne, vendte om og gik.
    Hjemme samlede hun rejsebrochurerne sammen og smed dem i papirkurven. Hun gik hen til telefonen og tastede et nummer. Hun ville nu alligevel tage imod sin datters tilbud om at komme og være der i nogen tid.